Optagelseskrav


Optagelseskrav

For at blive optaget i gymnasiet skal du opfylde følgende betingelser for skoleåret 2017-2018 og 2018-2019:

  • Du skal være anset for uddannelsesparat i forhold til de gymnasiale uddannelser (læs mere herunder).
  • Du skal have afsluttet 9. klasse eller have haft anden undervisning, der svarer til folkeskolens 9. klasse.
  • Du skal have søgt optagelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse.
  • Du skal have aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver efter gældende regler.
  • Du skal have modtaget 2-4 års undervisning i fransk eller tysk.
  • Er du elev i 10.klasse, skal du aflægge prøve i dansk, engelsk og matematik.

Via dette link kan du se optagelseskravene fra 2019

Uddannelsesparathedsvurdering (UPV)

Uddannelsesparathed er et nyt begreb i lovgivningen. En elev i 9. eller 10. klasse er uddannelsesparat, når eleven har de faglige, personlige og sociale kompetencer, der skal til for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

Det er enten UU eller din skole, der vurderer om du er uddannelsesparat, og vurderingen skal begrundes. Selve vurderingen sker samtidig med, at du udarbejder din uddannelsesplan i 9. eller 10. klasse.

 

Ny uddannelsesparathedsvurdering

Hvis du ikke vurderes uddannelsesparat, kan dine forældre (eller du selv, hvis du er 18 år) anmode om, at den søgte uddannelsesinstitution foretager en ny vurdering af din uddannelsesparathed. Anmodningen fremsendes gennem UU i forbindelse med udarbejdelsen af uddannelsesplanen.

Den nye uddannelsesparathedsvurdering afgør, om du har de nødvendige faglige, personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre en gymnasial uddannelse, og den gælder for optagelsen på alle gymnasiale uddannelser.

Hvis gymnasiet skal vurdere din uddannelsesparathed på ny, finder det sted senest d. 8. april. Vurderingen vil ske på baggrund af en skriftlig test i fagene dansk, engelsk og matematik samt en individuel samtale.

Læs mere om uddannelsesparathed i folderen:
Fra 9. og 10. klasse til ungdomsuddannelse – hvordan?

 

Obligatorisk optagelsesprøve

Ansøgere der søger direkte fra 9. eller 10. klasse, men ikke har aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøve i et eller flere fag, skal aflægge en obligatoriske optagelsesprøve på den skole ansøgeren har som sin første prioritet.

Faaborg Gymnasium indkalder i givet fald ansøgeren til optagelsesprøven.

Prøvens niveau svarer til niveauet for folkeskolernes afgangsprøve og finder sted inden sommerferien.

 

Optagelse efter konkret vurdering

Hvis du ikke kan optages efter ovenstående regler, kan du eventuelt optages på grundlag af rektors vurdering af standpunktskarakterer og prøveresultater fra forudgående undervisning, udtalelser om dine kvalifikationer, samt eventuelt en samtale eller en optagelsesprøve.

Formålet med optagelsesprøven er at give dig lejlighed til at vise en sådan faglig viden og modenhed, at du må forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid.

 

Tidsplan for optagelse

På Gymfyns hjemmeside, kan du finde en tidsplan for årets optagelsesprocedure. Se den hér.

 

Fordelingskriterier

Læs Gymfyns fordelingskriterier hér

 

Lovgivning

Bekendtgørelse om optagelse i de gymnasiale uddannelser
Bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering mv.