AT
Om AT AT1 - Ungdomskultur AT2 - Studieretning AT3 - Fremtidens FMK AT4 - Studieretning AT5 - Krig og individ AT6 - Studietur AT7 - Årsprøve AT8 - Eksamensemne AT9 - Eksamen

Hvad er AT?
AT er betegnelsen for et samarbejde mellem forskellige fag i skiftende kombinationer, hvor udgangspunktet er en ”sag” – dvs. et problem. Problemet/sagen undersøges ved hjælp af forskellige fag og faglige metoder.
Formålet med AT er på en gang almendannende og studieforberedende.

Det almendannende
I AT tilegner du dig en almen faglig viden. Men almen faglig viden er ikke nok, når du skal orientere dig i og løse opgaver i samfundet. Det kræver en viden, der rækker ud over de snævre faggrænser, og samtidig skal du kunne se de forskellige opgaver/sager/problemer i en større historisk og nutidig sammenhæng.

Det studieforberedende
Almen viden er en forudsætning for, at du kan være studerende. Men man skal også kunne anvende sin viden fagligt og videnskabeligt. Derfor skal du i AT også opnå kendskab til og fortrolighed med at anvende og reflektere over brugen af forskellige faglige metoder.
Dette skal efterhånden også omfatte indsigt i elementær videnskabsteori (se evt. nederst på siden).

AT vægtes som et fag på B-niveau. Det afsluttes med en synopsiseksamen i 3.g, hvor karakteren tæller med vægten 1½.
Undervisningen i AT er tilrettelagt som en række forløb, der er skemalagt i sammenhængende klumper – oftest af 3-5 dages varighed.
Det overordnede mål med AT er, at du i løbet af det treårige forløb lærer at belyse/ undersøge en sag ved hjælp af viden og metoder fra forskellige fag.
Arbejdsmetoden er projektarbejde, og til eksamen kræves, at du kan håndtere arbejdsmetoden selvstændigt. Du skal kunne:

  • udarbejde og besvare en flerfaglig problemformulering
  • indsamle og bearbejde relevant materiale til arbejdet med en problemformulering
  • tilrettelægge arbejdsprocessen, så du overholder deadline
  • arbejde målrettet

Emnet/problemet undersøges ved hjælp af viden fra forskellige fag og fagenes metoder. Målet er, at du i 3.g skal kunne vurdere, hvilken faglig viden du skal inddrage og evt. tilegne dig for at kunne besvare din problemformulering.
Du skal have en grundig viden om fagenes metoder, og du skal kunne skelne mellem dem og vurdere, hvilke metoder en bestemt problemformulering ”kalder på”. Derfor skal du vide, hvilke metoder der er typiske for de forskellige faglige hovedområder (nat.vid., samf.vid. og hum. – herunder det kunstneriske område).
Den faglige viden omfatter også faglige teorier. Det kan være teorier om fænomener, som fagene beskæftiger sig med (fx Darwins teori om menneskets oprindelse i biologi, sociologisk teori i samfundsfag, kommunikationsteori i dansk etc.) og teorier om fagenes metoder.
Som et led i det studieforberedende element i AT skal du have indblik i, hvad videnskab og videnskabelig erkendelse er for noget og – i lille format – videnskabshistorie.
Endelig skal du kunne se et problem/en sag i en større sammenhæng – det kan både være i en nutidig og i en historisk sammenhæng.