Struktureret skrivning
Om struktureret skrivning Afsnit Sammenhængende afsnit Problemformulering og underspørgsmål Dokumentation Redigering

Når du skriver en tekst, kan arbejdet med den principielt deles ind i to delprocesser: skrivning og redigering. Redigeringsprocessen er helt central i forhold til at skabe et godt produkt. Din redigering vil i mindre øvelser og opgaver typisk være koncentreret om de faglige mål, øvelsen har fokus på. I større afleveringer eller opgaver skal du lave en grundig (fuldstændig) redigering, der også omfatter almene skrivekompetencer, der gælder for alle fag. Se eksempler på, hvordan du kan redigere (en slags opskrift) nedenfor.

Vigtige pointer:

  • Man bliver aldrig færdig med at redigere en tekst. Når du er i gang med at skrive en opgave (især de store, skriftlige opgaver) vil du se, at du hele tiden veksler mellem flere forskellige faser – og redigering er blot én af disse:
  • Du vil ofte arbejde med redigering af tekst i forbindelse med respons (det vil sige i forhold til fx omlagt skriftligt arbejde, genafleveringer, peer reviews, møder med vejledere til de store, skriftlige opgaver, etc.).
  • Det kan det være en hjælp at skrive din tekst ud og gennemlæse den på papir i forbindelse med redigering. Nogle ting bliver tydeligere, når man har overblik over hele teksten på én gang, og så er det hurtigt at skrive små kommentarer, noter og overstregninger

 

Du kan med fordel først overveje de store linjer:

  • Fremstår dit formål med teksten tydeligt?
  • Skriver du “korrekt” i forhold til modtageren af teksten?
  • Hænger din argumentation sammen?
  • Kommer de enkelte dele i den rigtige rækkefølge – og hænger det fornuftigt sammen – er der en rød tråd? Læs om overgange mellem afsnit hér.
  • Er din vægtning af de forskellige dele af opgaven fornuftig?
  • Er dine overgange mellem de forskellige dele af opgaven fornuftige?

 

Efterfølgende kan du redigere mere i detaljen:

  • Bruger du faglige begreber og faglig notation korrekt?
  • Skriver du med korrekt sætningsopbygning og korrekt stavning?
  • Er der sammenhæng i de enkelte afsnit? Læs om god struktur i et afsnit hér.
  • Angiver du citater typografisk korrekt?
  • Har du husket relevante litteraturhenvisninger og fodnoter? Læs om noter og litteraturlister hér.
  • Har du husket relevante illustrationer?
  • Er layout’et i orden?