Skrivning i fagene
Vælg dine fag her Tysk Samfundsfag Psykologi Naturgeografi Musik Matematik NV Kemi Fysik Engelsk Dansk Biologi Fransk Spansk

I samfundsfag er der en del skriftlighed – til både den mundtlige og den skriftlige eksamen skal du være i stand til at genkende og skrive i nogle helt bestemte genrer. Dem kan du læse mere om herunder.

Skriftlig eksamen

Til den skriftlige eksamen vil du møde en række forskellige undergenrer i din eksamensopgave. Dem kan du læse mere om i dette kapitel.

Her kan du finde en pdf.-fil med gode råd og eksempler du kan bruge til din skriftlige eksamen.

Skriftlig eksamen – Argumentér

I en argumentation skal du argumenterer imod et bestemt synspunkt eller holdning som det kommer til udtryk i et udleveret citat. Du vil derudover blive bedt om at argumentere ud fra en bestemt teori eller grundholdning (f.eks. en bestemt ideologi).

En god fremgangsmåde er at vælge to eller tre steder i citatet, som indeholder citatets centrale synspunkter, som du vil argumentere imod. Citér eller referér det første synspunkt og argumentér imod synspunktet, citér eller referér det andet synspunkter og argumentér imod osv.

Eksempler på en opgaveformulering:

  • Argumentér ud fra en socialdemokratisk grundholdning imod ideen om brugerbetaling på sundhedsydelser, som den kommer til udtryk i citatet nedenfor.

Gode råd:

  • Lad være med at bruge tid på at redegøre for faglig viden eller citatet i sin helhed. Anvend blot din faglige viden i argumentationen imod centrale steder i citatet. Relevant faglig viden kan være teori, begreber eller konkret viden/eksempler, som underbygger din argumentation.

Skriftlig eksamen – Hvad kan der udledes?

I denne type opgave vil I blive bedt om at udlede noget ud fra en tabel/figur. Dette kan f.eks. være i forhold til sammenhængen mellem to variabler (eks. Arbejdsløshed og vækst). Det udledte skal altid understøttes ved hjælp af relevante begreber (f.eks. økonomiske begreber).

I denne type opgave vil I ofte blive bedt om at besvarelsen skal understøttes af relevante beregninger (se afsnit beregninger)

Eksempel på en opgaveformulering:

  • ”Hvad kan der af tabel 1 udledes om udviklingen i Tysklands økonomi? Besvarelsen skal understøttes af relevante beregninger, og du skal anvende viden om økonomiske sammenhænge.”

Skriftlig eksamen – Opstil hypoteser

I denne type opgave vil I blive bedt om at opstille et antal (ofte tre) hypoteser som kan forklare en udvikling, sammenhæng eller lign. som det fremgår af en tabel.

Det er vigtigt her, at de opstillede hypoteser er forklarende hypoteser.

En forklarende hypotese indeholder en begrundelse for en observeret udvikling/mønster i bilagsmaterialet. Den forklarende hypotese udtrykkes bedst i én sætning, hvor udviklingen/mønsteret beskrives med tal og begrundelsen herfor angives med ord som fordi, på grund af eller da.

  • eks.: ”Arbejdsløsheden er steget med X, på grund af Y”

Udover selve hypotesen, skal der også laves en faglig begrundelse. Det vil sige at der skal være en kort forklaring af hypotesen, hvor man bruger relevant faglig viden (faglige begreber) til at forklare hvorfor hypotesen er plausibel.

Eksempel på opgaveformulering:

  • Opstil tre hypoteser, der kan forklare de udviklingstræk i erhvervsfordelingen, der fremgår af tabel 1. Hver af hypoteserne skal understøttes af en faglig begrundelse.”

Gode råd:

  • Hypoteserne behøver ikke nødvendigvis er være sande, men de skal være plausible (og det er igennem den faglige begrundelse at I viser dette).
  • Del afsnittene op og være tydelig med hvad I skriver hvornår. Sæt eventuelt besvarelsen op som følger:

Hypotese 1: ……………

Faglig begrundelse: ………….

 

Hypotese 2: ……………

Faglig begrundelse: …………..

Skriftlig eksamen – Opstil en model

I denne type opgave vil I blive bedt om ud fra et bilag at opstille en model der angiver nogle faktorer, som påvirker en problemstilling/afhængig variabel. Bilaget kan bestå i en tekst eller en tabel/figur.

En model viser nogle årsagssammenhænge fx en oversigt over nogle uafhængige variable, der er årsag til en afhængig variabel.

Modellen kan fremstilles som en simpel model med begreber/variable og pile, der angiver årsagssammenhænge mellem begreberne.

Eks:

Modellen skal understøttes af faglige begrundelser, hvor du skal begrunde de viste sammenhænge (pilene) med brug af faglig viden. Brug altid relevante begreber, og bruge også gerne konkret viden eller teori.

Eksempel på opgaveformulering:

  • ”Opstil en model, der indeholder fire faktorer, der kan forklare det ændrede forhold mellem partier og vælgere, som det kommer til udtryk i nedenstående citat. Modellen skal understøttes af faglige begrundelser.”

Gode råd:

  • Modellen behøver ikke være flot (se ovenstående eksempel), blot den er let forståelig. Det vigtige er ikke designet, men indholdet (selve modellen og den faglige begrundelse)

Skriftlig eksamen – Undersøgelse

I denne type opgave vil du blive bedt om at udlede noget specifikt ud fra et bilag bestående af tabeller og/eller figurer. Det er her vigtigt at du blot fokuser på det du bliver bedt om og ikke begynder at udlede andet. Derudover er vigtigt at du benytter alle de vedlagte tabeller/figurer. Endelig skal du altid understøtte det du udleder med forklaringer hvor du benytter relevante faglige begreber.

I denne type opgave vil du ofte blive bedt om at besvarelsen skal understøttes af relevante beregninger (se afsnit beregninger)

Afslut besvarelsen med et par sætninger, hvor du kort sammenfatter hvad det var du har udledt.

Omfang: Ca. 2-3 sider

Eksempel på en opgaveformulering:

  • ”Undersøg, hvad der af materialet i bilag B1 kan udledes om, hvordan unges politiske holdninger og politiske deltagelse adskiller sig fra resten af befolkningens. Undersøgelsen skal understøttes af relevante beregninger.”

Gode råd:

  • Hvis du (som i eksemplet) bliver bedt om at undersøge to forskellige ting, kan du med fordel dele din besvarelse op i to dele hvor du undersøger hvert forhold separat og hvor hver del har sin egen selvstændige overskrift.
  • Strukturer din besvarelse ud fra emnet og ikke ud fra bilaget. Du behøver ikke følge nummereringen af tabellerne/figurerne slavisk, men må meget gerne springe imellem dem (først tabel 2, så 4, så 1 eller lign.), men husk at bruge alle tabeller/figurer.

Skriftlig eksamen – Sammenligning

I denne type opgave vil du blive bedt om at sammenligne noget bestemt (f.eks. forskellige syn på årsagerne til borgerkrigen i Syrien) på tværs af flere bilag (ofte 3-4). Derudover vil du blive bedt om at anvende viden inden for et bestemt kerneområde (f.eks. ideologier). Det er i sammenligningen vigtigt at du blot fokuserer på det givne emne og ikke går ud over dette. Du skal i din sammenligning både medtage forskelle og ligheder i bilagenes synspunkter om det, der spørges om.

Strukturer din besvarelse ud fra det emne du bliver bedt om at sammenligne og ikke ud fra bilagenes rækkefølge.

Den faglige viden du bliver bedt at anvende skal bruges til at karakterisere synspunkter i bilagene. Hvis du f.eks. skal anvende viden om ideologier, kan du måske karakterisere det ene bilag som liberalistisk og det andet som socialistisk. I dette tilfælde kan du f.eks. skrive: ”Når Hansen siger, at ”….”, så er det udtryk for liberalisme.”

Afslut besvarelsen med et par sætninger, hvor du kort sammenfatter de vigtigste forskelle og ligheder i bilagene om det, der spørges om.

Omfang: Ca. 2-3 sider

Eksempel på en opgaveformulering:

  • ”Sammenlign de opfattelser af udfordringerne for det danske demokrati, som kommer til udtryk i bilag B1, B2 og B3. I sammenligningen skal du anvende viden om magtopfattelser.”

Gode råd:

  • Vær konkret i din sammenligning, og brug gerne citater. Skriv f.eks.: ”Hansen mener …, hvorimod Jensen mener …. Forskellen er altså at … Hansen begrunder sit synspunkt med …, mens Jensen argumenterer med at … De er dog enige om …”
  • Hvis to af bilagene er stærkt uenige, kan du med fordel starte med at sammenligne synspunkterne i disse to, og så derefter sammenligne synspunkterne i resten af bilagene med disse to.
  • Du skal i en sammenligning ikke selv tage stilling til eller diskutere synspunkterne i bilagene, men blot så nøgternt som muligt sammenligne dem.

Skriftlig eksamen – Diskussion

I denne type opgave vil du blive bedt om at modstille forskellige faglige argumenter relaterende til noget bestemt (som vil være formuleret i spørgsmålet). Derudover vil du blive bedt om at anvende viden inden for et bestemt kerneområde (f.eks. ideologier). At argumenterne skal være faglige betyder at du skal benytte relevante begreber, teorier og konkret viden. Du må meget gerne anvende faglig viden ud over det i opgaveformuleringen benævnte.

Når du strukturerer din diskussion skal du tage udgangspunkt i et bestemt bilag, dvs. at bilagets synspunkter skal bruges som afsæt for diskussionen. Referer kort et eller flere synspunkter fra bilaget og modstil herefter disse med andre synspunkter.

Afslut besvarelsen med et par sætninger, hvor du kort sammenfatter de vigtigste de vigtigste synspunkter i diskussion.

Omfang: Ca. 2-3 sider

Eksempel på en opgaveformulering:

  • ”Diskutér, hvorvidt Dansk Folkeparti vil opnå øget politisk indflydelse ved at indgå i en regering. Diskussionen skal tage udgangspunkt i bilag A5, og du skal anvende viden om partiadfærd.”

Gode råd:

  • Forsøg så vidt muligt at veksle mellem de forskellige synspunkter, da det giver et bedre flow i besvarelsen.
  • Ved skriftlig eksamen i Samfundsfag A vil der ofte være en sammenhæng mellem delopgave to og tre. Hvis dette er tilfældet kan du med fordel udnytte det i din diskussion (træk på den viden du har fra den anden delopgave)
  • Undgå din egen personlige holdning. Du må ikke diskutere ud fra din personlige holdning, men skal forholde dig nøgternt det emnet (ingen ”jeg mener” og lign.)

Skriftlig eksamen – Notat

I denne type opgave vil du blive bedt om at lave en fagligt begrundet anbefaling af en bestemt strategi/løsningsforslag skrevet til en bestemt modtager.

Notat-genren går ud på at du er rådgiver for en navngiven person og skal rådgive denne person om et bestemt emne/problem. Det er vigtigt at du skriver fagligt og sagligt til vedkommende – ikke personligt.

Et notat skal indeholde følgende elementer:

  • En eller flere strategier/løsningsforslag.
  • En gennemført faglig argumentation, hvori konsekvenserne (fordele og ulemper) af strategi/løsningsforslag præsenteres. Med ”faglige argumentation” menes, at du skal anvende relevante begreber, teori og konkret viden i din argumentation. Argumentationen skal handle præcist om det, der nævnes i spørgsmålet. Notatet kan indeholde et tidsperspektiv, hvor der skelnes mellem konsekvenser på kort og på lang sigt.
  • En konklusion, der skal indeholde en fagligt velbegrundet anbefaling af en bestemt strategi eller et bestemt løsningsforslag.

Omfang: Ca. 2-3 sider

Eksempel på en opgaveformulering:

  • ”Du er udenrigspolitisk rådgiver for EU´s repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Federica Mogherini. Skriv et notat, der indeholder en begrundet strategi for, hvordan EU skal handle i Ukraine-spørgsmålet. I notatet skal du anvende viden om udenrigspolitiske mål og midler i international politik.”

Gode råd:

  • Ud over den konkrete faglige viden, du bliver bedt om at benytte, kan du med fordel også anvende anden relevant faglig viden.
  • Start gerne notatet med en kort indledning hvor du introducerer problemstillingen.

Ved skriftlig eksamen i Samfundsfag A vil der ofte være en sammenhæng mellem delopgave to og tre. Hvis dette er tilfældet kan du med fordel udnytte det i dit notat (træk på den viden du har fra den anden delopgave)

Mundtlig eksamen – synopsis

I samfundsfag skal man til eksamen på A- og B-niveau lave en synopsis, som man skal tage udgangspunkt i til selve eksamen. Den kan du læse mere om her.

Synopsen laves ud fra et bilagssæt på normalt 5-7 bilag af forskellig art (ofte artikler og statistisk materiale), selvfundet materiale samt kernestoffet (det på klassen gennemgåede stof).

En synopsis i samfundsfag består af:

  • En overordnet problemformulering.
  • Minimum 3 problemstillinger (underspørgsmål) hvor de forskellige taksonomiske niveauer er repræsenteret.
    • Redegørende
    • Analyserende/undersøgende
    • Diskuterende/vurderende
  • En overordnet konklusion hvor problemformuleringen besvares.

Gode Råd:

  • Brug så mange af de udleverede bilag som muligt, men husk at der ikke er krav om at man skal bruge dem alle.
  • Husk selv at have et relevant bilag med.
  • Undgå at læse direkte op fra synopsen. Det er den selvstændige mundtlige fremlæggelse som er central for eksamen. Selve synopsen er ikke en del af bedømmelsesgrundlaget.

Beregninger

Her kommer der noter og gode råd og eksempler ang. beregninger.