Skrivning i fagene
Vælg dine fag her Tysk Samfundsfag Psykologi Naturgeografi Musik Matematik NV Kemi Fysik Engelsk Dansk Biologi Fransk Spansk

Til den skriftlige eksamen i spansk kan du i delprøve 2 møde følgende genrer:

  • Artikel
  • Læserbrev
  • Personligt brev
  • Dagbog
  • Interview
  • Den personlige blog
  • E-mail

Herunder kan du se beskrivelser og eksempler på genrerne.

Artikel

En artikel indeholder

  • Dato og kilde (1)
  • En rubrik, der dækker indholdet i teksten (2)
  • Et billede, der understøtter indholdet i artiklen (3)
  • En manchet, som et et ultakort resumé af artiklens indhold. Den skal føre læseren ind i artiklen og er ofte fremhævet (4)
  • En brødtekst, som er selve nyhedsteksten, der står i spalter og som kan afbrydes af mellemrubrikker, der angiver næste afsnits indhold (hhv. 5 og 6)

Der er tale om en formidlende artikel. Sproget i artiklen er neutralt og objektivt. Der skal gerne være et specifikt sprogbrug, som dækker det pågældende emne. Herunder kan du se et eksempel på en artikel-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

Læserbrev

Et læserbrev indeholder

  • En overskrift, som fænger og samtidig refererer budskabet (1)
  • En opsummering af sagen og budskabet (2)
  • Argumenter og analyser for læserbrevets holdning (3)
  • En genoptagelse af budskabet på en anden måde end i begyndelsen (4)

Læserbreve skrives ikke af journalister, men af avisens læsere. De kan handle om alt fra vigtige samfundsproblemer til personlige irritationer. Nogle læserbreve er både oplysende og fulde af gode argumenter, andre er blot udtryk for personlige følelser. Start for eksempel med en personlig vinkel for derefter at bevæge dig over i det generelle.

I et læserbrev skal du referere til troværdige kilder for at opbygge din etos. Brug objektivitetssignaler, for eksempel undersøgelser og ekspertudsagn. Brug også gerne tydeligt værdiladede ord og vendinger for at få din læser til at få de rigtige associationer. Brug aktive verber, så det er tydeligt, hvem der udfører handlingerne.

Herunder kan du se et eksempel på en læserbrevs-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

 

Personligt brev

Et personligt brev indeholder

  • Et brevhoved, som indeholder dato og starthilsen (1)
  • En indledning, som indikerer årsagen til brevet (måske er det længe siden sidst, måske skal der fortælles nyt, måske tager afsenderen kontakt til en, han ikke kender, måske er brevet et svar på et andet brev) (2)
  • Et hovedafsnit, som indeholder fx kommentarer på et emne, svaret på et spørgsmål, nye spørgsmål eller andet primært formål med brevet (3)
  • En afslutning, som indeholder fx markering af afslutning, en anmodning om svar, et ønske om held og lykke, hilsner til eller fra andre og en sluthilsen (4)
  • En efterskrift, som indeholder navn på afsenderen og et eventuelt PS (5)

Herunder kan du se et eksempel på en personlig brev-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

Dagbog

En dagbog er en bog til at skrive uformelle, kronologiske, daterede indlæg. En dagbog er for det meste privat – man skriver til sig selv om sin hverdag, sine tanker og ønsker. Men dagbogen kan også findes i en mere offentlig form – for eksempel i form af en blog.

Når du i delprøve 2 i spansk bliver bedt om at skrive et dagbogsindlæg menes der en personlig dagbog og ikke den litterære genre, som man ser den i for eksempel Løgneren af Martin A. Hansen, Forførerens Dagbog af Søren Kierkegaard eller 6512 af Per Højholt.

Herunder kan du se et eksempel på en dagbogs-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

Interview

Et interview indeholder

  • Navn på den interviewede og eventuelt et billede (1)
  • Navn på intervieweren og navn på fotografen (2)
  • En præsentation af personen, som interviewes (3)
  • En brødtekst, som består af spørgsmål og svar (4)

Sproget i et interview er formelt, og i de romanske sprog viil man ofte benytte “De”-formen. Ordvalget er specifikt og forbundet med det emne, der interviewes om. Det vil være oplagt at anvende verbaltider, der både peger bagud og fremad. Herunder kan du se et eksempel på en interview-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

Den personlige blog

En blog indeholder

  • En rubrik (1)
  • Dato og navn på bloggeren (2)
  • Evt. billeder, som uddyber indholdet og fanger læserens interesse (3)
  • En brødtekst, som er hoveddelen af indlægget, hvor bloggeren fortæller sin personlige beretning (4)
  • En kilde, som du selv finder – kilden skal afspejle afsenderen (5)

En blog er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte indlæg. Det sidste indlæg står altid øverst i bloggen, og ofte er der mulighed for, at læsere kan kommentere indlæg. Indholdet kan variere fra det personlige – dagbogen – til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til én person, men den kan deles af flere.

Opgaven vil tage udgangspunkt i et tekstoplæg (et videoklip, billeder eller en tekst), hvorudfra eleven skal besvare opgaverne. Den personlige blog benytter sig af et personligt sprog, som kan minde om det sprog, der benyttes i dagbogsgenren. Når du skriver, skal du påtage dig den identitet, som opgaveformuleringen lægger op til. Herunder kan du se et eksempel på en blog-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL

E-mail

Der kan være stor forskel på sproget og formen i forskellige e-mails. Generelt gælder det dog, at du skal skrive en mail, som når du skriver et personligt eller formelt brev. Derudover skal du dog huske at lave en emnelinie, der præcist opsummerer e-mailens indhold.

En e-mail indeholder altså:

  • En emnelinie, som præcist beskriver e-mailens indhold og emne (1)
  • En indledning, som indikerer årsagen til brevet (måske er det længe siden sidst, måske skal der fortælles nyt, måske tager afsenderen kontakt til en, han ikke kender, måske er brevet et svar på et andet brev) (2)
  • Et hovedafsnit, som indeholder fx kommentarer på et emne, svaret på et spørgsmål, nye spørgsmål eller andet primært formål med brevet (3)
  • En afslutning, som indeholder fx markering af afslutning, en anmodning om svar, et ønske om held og lykke, hilsner til eller fra andre og en sluthilsen (4)
  • En efterskrift, som indeholder navn på afsenderen og et eventuelt PS (5)

Herunder kan du se et eksempel på en mail-besvarelse med delelementerne markeret:

EKSEMPEL