Skrivning i fagene
Vælg dine fag her Tysk Samfundsfag Psykologi Naturgeografi Musik Matematik NV Kemi Fysik Engelsk Dansk Biologi Fransk Spansk

Om skrivning i fagene

Når du skriver en tekst, vil du altid skrive den inden for en nærmere bestemt genre. De forskellige fag i gymnasiet har forskellige genrer – i dansk støder man på den litterære artikel, i fysik på rapporten. Der er selvfølgelig overlap mellem fagene – i kemi skriver man også rapporter. Desuden kan man tale om del-genrer (eller skrivehandlinger): i de forskellige fag støder man fx på forskellige former for redegørelser, mellemregninger, diskussioner, vurderinger – og det er vigtigt at du ved hvad disse betegnelser betyder i de enkelte fag, så du skriver rigtigt, når du bliver bedt om at skrive.

En genre er i bund og grund en struktur-skabelon og dermed meget bestemmende for, hvordan du skal skrive din tekst. Det er vigtigt, at du overholder den anvendte genres strukturer, da valget af genre medfører bestemte forventninger hos modtageren af teksten. Dette kendes også fra verden udenfor skolen – man forventer fx, at en artikel i en avis er delt op i afsnit med overskrifter undervejs, og man forventer at en opskrift har en ingrediensliste og en række instruktioner. Hvis genrerne ikke følger reglerne, så bliver læseren forvirret, og kommunikationen kan blive mudret.

Da en genre er en struktur-skabelon, kan du ofte med fordel følge en “opskrift”. Under dette afsnit kan du finde links til beskrivelser af genrer og del-genrer og til opskrifter indenfor forskellige genrer, opdelt efter fag.

Skrivehandlinger

I opgaveformuleringer bliver du ofte bedt om at gøre helt specifikke ting ved det, du arbejder med, og det er en rigtig god idé at have tjek på, hvad de forskellige skrivehandlinger dækker over. Der er eksempelvis stor forskel på, om du skal give et referat, et resumé eller en redegørelse, selvom de alle tre kan bruges til at gengive pointerne i eksempelvis en historisk kilde eller en avisartikel.

Der er i nogle tilfælde forskel på betydningen af skrivehandlingerne inden for forskellige fag. Det er selvfølgelig besværligt, men her må du læne dig op ad din lærers vejledning. At lære at beherske skrivehandlingerne inden for en faglig sammenhæng er samtidig at lære fagets måde at tænke på, og mange af de genrer, du skriver inden for, består af konkrete skrivehandlinger. Der er tit en række gode vendinger eller ord, du kan bruge for at indikere, hvilken skrivehandling, du er i gang i (med andre ord: sproget er forskelligt i en redegørelse, i en analyse og i en diskussion – ligesom sproget er forskelligt i en opskrift, en artikel og i en sms).