Studieture 2015


Korsika, Paris, Istanbul, Rom, Athen, Malaga

Studieture 2015


2a og Korsika

Anders fra 2a skriver:

Fredag den 20. kl 11 om formiddagen stod 2.a og 2.b rejseparate på Odense Banegård og ventede på toget mod København. Dernæst kunne vi se frem mod ca. 22 timers rejse med fly, tog, færge og bus inden ankomsten til Solenzara på den korsikanske østkyst, hvor de blev mødt af temperaturer, der var højere end de vanelige i Danmark på denne årstid. De kommende 6 dage gennemgik vi fysisk krævende aktiviteter i de omkringliggende bjerge, der ikke blot gav sved på panden, men som også sommetider pressede os til vores psykiske grænser. Heriblandt skal nævnes et spring fra 10 eller 13 meter, der for de fleste var en mental udfordring. Når mørket sænkede sig over den hyggelige havneby Solenzara blev det tid til afslapning i hyggeligt selskab oven på dagens krævende aktiviteter. Selvom aktiviteterne styrkede sammenholdet ved at vi oplevede hinanden i pressede situationer, så var det også timerne uden for aktiviteterne, der gav os et styrket sammenhold. Dette gav en uge med tæt kammeratskab og en masse mindeværdige øjeblikke. Derfor var det alt for hastigt, at fredagen en uge efter afrejsen kom, hvor det igen var tid til at vende hjem til kolde Danmark. Heldigvis var der også spændende oplevelser på turen hjem, som palmerne og de hvide sandstrande i Nice.

2. a takker for en fantastisk tur, der sent vil blive glemt!


2b og Korsika

Johanne fra 2b skriver:

20.03.15 – Rejsen til Korsika

Med maven fuld af sommerfugle drog vi klokken 9.45 afsted i privatbiler mod Odense og videre med toget til Kastrup lufthavn. Bilerne var fyldt op, med forventningsfulde glade mennesker og en masse baggage. Selvom kufferterne var store, så var det kun lige det højest nødvendige, som var pakket. Den 20. Marts var lig med solformørkelse over Danmark, og da vi havde to fysiklærer med, vandrede vi op på taget af Odense banegården. Her fik vi udleveret solformørkelses-briller, og fik dermed turens første gode oplevelse sammen.

Togturen gik hurtigt. Når man er i godt selskab, flyver tiden af sted. Efter at vi havde fundet den rigtige terminal i lufthavnen og afleveret vores kufferter, stod vi ved security – faktisk det mest skræmmende sted i hele lufthavnen. Heldigvis kom de fleste igennem den ”farlige” port uden at blive stoppet. Klokken var 15.45, og vi sad i flyet, som skulle transportere os til Nice i Frankrig. Flyet blev forsinket med 30 minutter, hvilket gav lidt stress i den anden ende. Fra Nice skulle vi nemlig med en bus til Toulon, hvor vi skulle med en færge, som sejlede klokken 21. Busturen kom mindst til at tage 2 timer. Så ikke nok med at vi først landede kl. 18.15, så skulle vi også have vores baggage (som heldigvis kom forholdsvis hurtigt). Problemet derefter var bare, at vi ikke kunne finde den chauffør, som skulle køre os til Toulon. Efter 10 minutters søgen dukkede den franske buschauffør op. Speederen blev trådt i bund, og vi havde vendt næsen mod vores færge. Vi var de allersidste, som ankom til færgen. Vi blev mødt med en fransk dame, som på sit bedste engelsk råbte ”RUN, RUN, RUN – the gate is closing!!”. Så forvirrede som vi alle var, begyndte vi at løbe uden rigtig at vide, hvor vi skulle løbe hen. Puha, vi nåde på færgen. Her skulle vi så tilbringe de næste 10 timer. Vi fandt forskellige steder på færgen, hvor vi hyggede os sammen. Nogle prøvede på at få noget søvn, men vores seng bestod enten af gulvet eller en ledig sofa. Kl. 5.30 begyndte musikken i højtalerne igen, og derfor vågnede vi alle. Vi havde måske fået 4 timers søvn, hvis vi var heldige.

 

21.03.15 – Ankomst og AT forberedelse

Vi ankom til lejlighederne på Korsika kl. 9 om morgenen. Vejret var lettere overskyet. Vi fik tildelt vores lejligheder. 6 personer deltes om 1 bad, 1 værelse, et køkken og en stue hvor 4 af personerne skulle sove. Det var ikke stort, men vi kunne da være der. Da vi skulle stå for alt mad selv, var indkøb noget af det første vi gjorde. Morgenmad, middagsmad, aftensmad og en masse vand stod på indkøbslisten. Supermarkedet lå heldigvis kun 300 meter fra, hvor vi boede. Kl. 12.30 skulle hele klassen mødes med Malene, da vi skulle på en lille vandretur op til nabobyen, som lå oppe i bjergene. Det småregnede, så vi var alle udstyret i regntøj. Malene havde bestemt, at vi skulle følge nogle af de små vandrestier, som var op ad bjerget. Da vi havde gået et godt stykke tid, kom vi frem til en lille by, som vi håbede, var den ønskede by. Det viste sig dog, at det var en af de andre nabobyer, som Solenzara (den by vi boede i) også havde. En rar ældre mand fortalte os, at hvis vi fulgte hovedvejen, kom vi op til Sari-Solenzara, ellers kunne vi følge vejen ned af bjerget og komme hjem til vores lejligheder. Nogle besluttede sig for at gå op ad bjerget, andre ned, da det var begyndt at småregne. Efter vandreturen stod programmet på udpakning, lidt mere indkøb, kortspil – generelt ”500” eller ”røvhul”, og råhygge. Dagen var gået hurtigt. Rundtosset og svimle efter den 10 timeres lange sejltur fandt vi vores senge, så vi kunne være klar til næste dag.

 

22.03.15 – Fridagen

Efter planen skulle vi på Adventure Race. Men regnen silede ned, og det var derfor ikke muligt. I stedet for skulle vi på Canyoning. Canyoning går kort fortalt ud på at bruge et naturligt miljø (i vores tilfælde en flod) som et legeland. Da vi efter en 40 minutters lang køretur op af snoede bjergveje, kom op til pladsen, hvor vi skulle klæde om, måtte vi skuffet vende om og køre hjem igen. Det regnede så meget, at vandstanden var blevet højere, og strømmen havde tiltaget, så ikke engang ”de store drenge” kunne stå fast. Det betød derfor, at der ingen aktivitet var for os den dag. Derfor var søndag vores fridag. Nogle valgte at gøre lidt rent i lejlighederne, da de meget hurtigt blev beskidte. Nogle spillede kort. Det begyndte at klare op i løbet af eftermiddagen, så vi var nogen, som besluttede os for at tage ud og løbe en tur. Luften var ca. 15 og efter løbeturen besluttede vi os for at blive nedkølet i poolen, som nok ikke var mere end 5 grader varm. Det var meget friskt!! Om aftenen havde pigerne fra klassen aftalt med lærerne: Brian, Malene og Ask, at vi skulle spise på restaurant. 14 personer råhyggede med pizza på en lille lokal restaurant. Igen om aftenen var det meget forskelligt, hvad folk foretog sig. Nogle gik tidligt i seng, nogle tog på bar, og nogle hyggede hjemme i lejligheden med en film.

 

23.03.15 – Adventure Race

Kl. 9 stod vi alle klar nede på plænen foran swimmingpoolen, da vi skulle have instrukser til Adventure Race. Solen stod højt på himmelen, og det tegnede på at blive en god dag. Adventure Race er et slags orienteringsløb med GPS, hvor man indtaster koordinater. Ud over GPS’en, fik vi et kort over området og et A4 papir, hvor på vi skulle skrive vores svar på de forskellige spørgsmål, som var ved hver post, vi kom til. Vi var delt op i 6 hold. 3 hold fra a-klassen og 3 hold fra b-klassen. Med et kvarters mellemrum blev vi sendt ud på den, alt imellem 4-8 timers, lange tur rundt i landskabet. Undervejs på de 12 poster vi skulle rundt til, var der nogle forskellige udfordringer, som skulle gennemføreres, før vi kunne gå videre. Den første større opgave vi skulle løse, var at sejle i kajak. Som en stafet skulle vi rundt om en bøje ude i vandet, og det gjaldt om at gøre det så hurtigt som muligt, dog blev det en grad svære end normal kajak, da der var utrolig meget strøm i vandet, og man meget nemt blev trukket med. Alle kom heldigvis igennem uden at falde i vandet. Efter noget tid kom vi til næste udfordring, som først var at finde seks sten i vandet med bogstaver på – bogstaverne dannede ordet ’Bastia’. Næste trin var at få fat i vores koordinat, der var skrevet på en tønde. Problemet var bare, at tønden lå på bunden af den sø, som vi var nede ved. Heldigvis havde vi fået at vide, at der var en, som skulle medbringe badetøj. Personen skulle derfor ned i det 4-5 grader kolde vand og hente tønden – som skulle blive i vandet, og give os andre koordinaterne. Personen, som hentede koordinatet, skulle være glad for at solen skinnede, så han/hun tørrede hurtigere. Efter forcering af forskelligt buskads og vandring op ad bjergskråninger, kom vi op på toppen af et bjerg – med en vidunderlig udsigt. Vi skulle skyde med luftgevær – det skal lige siges, at ved hver mere ’udfordrende’ post, var der en guide fra ’Bjergsport’ (dem som arrangerer vores ture). Vi fik to skud hver, og vi skulle ramme en lille skive, som ca. stod 6-8 meter væk. Her gjalde det også om at få flest point. Grupperne fik alt fra 20 til 60 point, så der var mange forskellige slags ’skytter’. Efter endnu et godt stykke tid hvor vi gik/løb rundt, op og ned af bjerget til de andre små poster, som også var gemt forskellige steder i området, kom vi til den sidste udforing, som var at rappelle ned ad en 20 meter stejl bjergside. Her var der også en utrolig flot udsigt, og det føltes som om, man kunne se ud over hele Korsika. Efter rappelling var udfordringerne til ende, og vi gik ned til en lille nærliggende landsby. Her blev vi hentet og kørt hjem til vores lejligheder. Efter et langt varmt bad fik vi bikset noget aftensmad sammen. Kl. 19 var der samling på græsplænen, da der skulle overrækkes præmier til vinderholdet. På trods af at hold 5 fra a-klassen havde en samlet tid på 4 timer og 46 minutter, og hold 6 fra b-klassen havde en tid på 4 timer og 48 minutter, var det hold 6 som vandt, da holdet havde svaret rigtigt på flest spørgsmål. Præmien var en T-shirt fra Bjergsport. Super fedt – og et godt minde! Efterfølgende skulle der bare slappes af, da vores kroppe var meget smadret efter at have gået minimum 18 kilometer i et meget bakket terræn, og for manges vedkommende overskredet adskillige personlige grænser.

 

24.03.15 – Canyoning

Denne dag lykkedes det. Første hold skulle af sted klokken 9. Vejret var heldigvis med os denne gang. Efter at have fundet det forskellige udstyr, som bestod af en 7 millimeter våddragt, en hjelm, sko og en sele, kørte vi endnu en gang op af bjerget til vores omklædningssted. Når man siger omklædningssted, tænker I nok i et hus, men nej! Alt omklædning forgik under den åbne himmel på en lille grøn presenning. Efter 20 minutters vandring op langs floden iført alt vores udstyr, kom vi op til vores startsted. Først blev vi afprøvet med sølle halvanden meters spring, således at guiden kunne se, hvorledes vi håndterede dette. Efterfølgende skulle det dog vise sig at blive en anelse mere seriøst, hvor springet lød på henholdsvis ti og tretten meter ned i vand på max 10. Allerede dette var for de fleste grænse overskridende, dog gennemførte de fleste, undtagen nogen der måtte lade sig file ned på grund af frygt for dette spring. Resten af turen foregik ”smertefrit”, da man jo allerede havde besejret det værste. Ud over det store spring kom der forskellige vandrutsjebaner (lavet af naturen selv), og nogle steder skulle vi rappelle ned. Sidste udfordring, var at man skulle rutsje ned af en naturskabt rutsjebane med hovedet først. Det var meget grænseoverskidende at ligge på ryggen med hovedet nedad, og lige pludselige blive sendt af sted af guiden, men også noget af det fedeste, når man først var landet, og kommet op af vandet. Efterfølgende stod man tilbage med følelsen af, at man havde prøvet sine grænser af, og at dette var tilfredsstillende. Grænserne var flyttet forskelligt fra person til person. Ligeledes pumpede adrenalinen fortsat rundt i kroppen, et godt tidsinterval efterfølgende. I Canyoning fik holdet et godt sammenhold, da man virkelig hjalp og støttede hinanden i de mange grænseoverskridende udfordringer. Sammenlagt har det været en fantastisk oplevelse, som alle vil huske da alle har overskrevet nogle grænser.

Resten af dagen stod på total afslapning!

 

25.03.15 – MTB

Godmorgen! Kl. var 7.30. Det regnede. Rigtig meget! Ikke alle hoveder var lige friske. Vi skulle have været ude at klatre, men på grund af regnen var det ikke muligt, og derfor stod den på mountainbike. Vi blev delt op i 2 hold: drengene + 2 piger (Mie og Johanne) og pigerne. Drengeholdet skulle starte med at cykle, og vi skulle være klar kl. 9. Guiden fortalte, at vi skulle cykle 25 km i alt. De 10 km op ad bjergene, 10 km ned ad bjergene og til sidst 5 km på ”human” vej, som både gik lidt op og ned. Som sagt var vejret rigtig slemt, så vi var alle gennemblødte før vi satte os op på cyklerne og begyndte køre. De første ca. 10 kilometer var fine, dog med en del regn. Vi var gode til at bakke hinanden op. De næste ca. 10 kilometer gik, som sagt, ned ad bakke og var mindst lige så udfordrende som turen op ad bakke. Det var grusvej på vej ned, og da det regnede så meget, var der mange forskellige udfordringer på nedturen. Der var rigtig mange vandpytter på vejen, men dem tog man ikke hensyn til, da vi alligevel var gennemblødte. På turen mødte vi en flod. Guiden vidste godt, at den var der. Det var en del af turen, at man skulle løfte sin cykel over denne flod. Problemet var bare, at det regnede så meget, at floden var vokset til dobbelt størrelse, og der var utroligt meget strøm i den. Der stod vi så i 30 min for at vurdere og finde ud af, hvad vi skulle gøre for at komme over. Det regnede og det var voldsomt koldt. Det var faktisk så koldt, at det var varmere at stå i kanten af floden, som nok højest var 6 grader, og varme sine tæer. Efter at have undersøgt forskellige muligheder, besluttede guiden, Brian og Ask, at vi må vende om og cykle HELE VEJEN tilbage opad den slemme, stejle bakke. Det resulterede i en 48,5 km lang cykeltur i et meget hårdt, blæsende og meget udfordrende terræn. Alle var meget tætte på at give op og humøret langt nede, da vi fik at vide, at vi skulle vende om. På trods af udfordringerne kom alle hjem i god behold. Da vi kom hjem, var der heldigvis varmt vand i bruseren – og så var det bare ind under dynen derefter. Pigeholdet skulle også ud og cykle, men guiden planlagde en anden tur, så de kom kun ud på en 16 km lang tur, og kun på asfalt – det tror jeg de var meget glade for.

 

26.03.15 – Klatring

Det regnede ikke, dog var det lidt overskyet. Derfor stod dagen på klatring. Vi skulle alle, både a og b klassen, med bussen 9.15. Da 2.a havde lavet AT-fremlæggelser en af de forrige dage, vandrede de op til klatrestedet. I mens lavede vi, 2.b, AT-fremlæggelser. Da vi var færdige, satte vi også kursen mod klipperne. 2.a var ikke helt færdige med at klatre, da vi kom op til dem, så her blev lidt ventetid. Der var to klatre-baner i gang. Begge ca. 6 meter høje, men med hver deres sværhedsgrad. Alle nåde op og klatre. Nogle havde nemmere ved det end andre, men vigtigst af alt var, at alle prøvede at klatre op af en stejl klippevæg, hvor man skulle have fuld kontrol over sin krop. Da vi havde klatret fik vi valget, om vi ville gå hjem eller tage bussen, som kom kl. 14.30. Da mange var færdige før dette tidspunkt, valgte de at gå hjem. De fleste valgte at gå hjem langs landevejen – men vi var nogle, som mente, at vi kunne slå en smutvej. Nogle af pigerne havde taget denne vej smutvej, da de var på Adventure Race og mente at vi kom ned på hovedvejen længere nede, hvis vi gik denne vej. Vi andre fulgte lystigt med, da denne vej ville være hurtigere. Efter at have gået ned af bakke et godt stykke tid, hvor vi også havde passeret nogle indhegnings-låger, kunne vi pludselig høre nogle klokker (koklokker) ringe. Dette tænkte vi dog ikke videre over, lige ind til vi kom ned til en mark, hvor der gik nogle store kører med kæmpe horn og græssede. Her kunne vi fornemme, at det måske ikke var den helt rigtig vej. Derfor måtte vi gå tilbage. Da vi kom tilbage gennem lågerne, lagde vi mærke til, at vi havde overset en sti – den rigtige sti – som førte os ud til hovedvejen. Efter at have gået på hovedvejen i ca. 20 minutter kom bussen kørende forbi og tog os med. Resten af eftermiddagen stod på oprydning og pakning af vores kufferter.

 

27.03.15 – Hjemrejsen

Op klokken 04, da bussen kørte klokken 05. Der var ikke meget snak i bussen, da vi forlod Solenzara. Vi vidste, at en lang hjemrejse ventede os. Der var dog en lille ændring på turen. Vi kunne sejle fra Bastia til Nice i Frankrig på 6 timer, da vi sejlede om dagen. I Nice fik vi to timer på egen hånd, da vi først skulle flyve kl. 18.50. Vejret var godt – typisk når vi nu rejste hjem – så næsten alle valgte enten at tage ned på stranden eller gå en tur i byen. Ved 21-tiden landede vi i Kastrup, og endelig var vi i Danmark igen. Nu ventede der bare en togtur til Fyn. Toget gik dog først klokken 23, og på grund af forskellig forsinkelser var vi først i Odense omkring kl 02. På Odense banegård, stod nogle behjælpsomme forældre, klar til at køre os hjem til vores egne savnede senge efter en hjemrejse på 22 timer.

Alt i alt har det været en fed studietur, på grund af de enestående muligheder vi havde. Det har været spændende at være væk fra det ”kendte”. Meget flot natur, som medfører at man selvstændigt eller i grupper skal finde vejen frem, da man ikke har nogen at spørge til råds. Man har rykket en masse grænser, og føler sig en del sejere, da vi kom hjem fra de forskellige aktiviteter. Alt dette også fordi man har fået nogle oplevelser, som alle ikke har mulighed for at få.

Mange tak til 2.b for en helt igennem fantastisk tur, som aldrig vil glemmes!

 


2c og Paris

Anne fra 2c skriver

Vi tog til Paris med et tætpakket program. Men vi måtte efter den første dag indse, at vi ikke ville kunne nå alt sammen.
Første dag efter vores ankomst til Paris var vi oppe på Paris’ højest bakke, Montmartre, som har en fantastisk smuk udsigt udover Paris by. Udover den smukke udsigt ligger der også en kirke på toppen af Montmartre kaldet Sacré Coeur, som vi var inde og se.
Vi så udsigten fra Eiffeltårnets øverste top. Vi så Mona Lisa på Louvre, trods mange japanere. Fra Pyramiden ved Louvre så vi ned af Champs-Élysées til Concorde pladsen hvor Obelisken står. Vi så ike bare én Triumfbue, men hele to. Vi tog nemlig metroen ud til Johan Otto von Spreckelsens ‘Menneskehedens Triumfbue’.
Vi besøgte den danske ambesade. Her talte vi med to danske studerende, der var på ambassaden som en del af deres uddannelse i Danmark.

På vores tur formåede vi også at finde tid til at se en af verdenens nok mest kendte kirker og helt sikkert Paris’ mest berømte kirke Notre Dame. Kirken var utrolig smuk og fyldt op med mange smukke glasmosaikker. Da vi kom ind i kirken omkring midt på dagen skinnede det dejlige forårslys ind igennem glasmosaikkerne og gav dem et helt fantastisk lysskær.

Alt i alt har vi haft en rigtig god og kulturel tur til Paris. Vi havde ikke meget tid alene, men da vi boede i et temmelig snusket kvarter, så vi var alle glade for, at have nogle kammerater ved vores side.


2d og Istanbul

Thea fra 2d skriver:

Lys. Det første, der slår os, mens vores bus snegler sig af sted gennem myldretrafikken er lysene. Millioner af lys til millioner af mennesker. (Millioner af liv bag millioner af vinduer). Og alle sammen har de valgt at tage i byen i aften. 2 timer bruger vi på en strækning, der ellers ville have taget 40 minutter. Da vi rammer hotellet bliver vi hurtigt enige om at finde ud af, hvad alle de mennesker skal. Hvad er der så specielt ved lørdag aften?

Vores søgen tager os rundt i nabolaget, splitter os op og fører os sammen igen. Tiden står næsten stille og selv de lokale sidder på restauranterne til midnat. Døgnet er bare anderledes når alt er oplyst. Lørdag bliver til søndag uden at nogen tager synderlig notits af det.

Larm. For os starter dagen klokken 5 om morgenen, hvor der bliver kaldt til bøn første gang. Først er det nyt og spændende, men vi når alligevel aldrig rigtigt at synes godt om at blive vækket alt for tidligt alt for ofte. Vi bor i den gamle del af byen og er omringet af moskeer, så larmen er noget vi må vænne os til. Larmen fra moskeerne står dog i skarp kontrast til den stilhed, der findes inden i dem. Vi besøger både den tidligere moske, Hagia Sophia, og Den Blå Moske. Begge steder er der en overvældende ro. Lyden af trafikken og de mange stemmer udenfor forsvinder. Det er som at træde ind i en helt anden verden, både hvad gælder støjniveauet, men også hvad gælder udseendet. Uden på er moskeerne forholdsvist neutrale i deres farvevalg og udsmykning generelt. Inden i er de overdådigt pyntet med kalligrafiske indskrifter og tusindvis af mosaikker.

Generelt er Istanbul bare en helt anden verden, hvilket er både spændende og virkelig nervepirrende.

Liv. Der er ikke meget af det i os, da vi slæber os op af den ene af de mange bakker, Istanbul er bygget på, for at nå Topkapi paladset. Som Lone siger, så er det nok fordi, vi har været ude og “danse moderne”. Udsigten fra paladset over Bosporus er dog stadig imponerende – selv gennem trætte øjne. Og den er med til at understrege alt det liv, der er i Istanbul. 20 millioner liv. En del af disse møder vi i Grand Bazaar, som er en labyrint af små butikker fordelt på et hav af små gange. Fyldt til randen med mennesker af alle nationaliteter. Det er dog ikke kun mennesker, der er med til at fylde Istanbuls gader med liv. Overalt ligger der hunde og sover samt katte, der soler sig i turisternes opmærksomhed. Andre af gadernes beboere tæller de små børn, der går rundt og tigger. Syriske flygtninge. For os må det siges at være et virkelighedstjek af proportioner, som minder os om, hvor langt væk vi egentlig er hjemmefra.

Lort (eller lykke?). Det er så nemt at glemme, når man går rundt i Dolmabache eller ned ad Istakal Caddesi, at der er noget, som hedder AT. Og jo, det er da træls at skulle sidde på et hotelværelse og skrive, når man kunne være ude at udforske byen. Men som led i blandt andet min gruppes opgave, skal vi ud for at tale med nogle lokale. Selvom de fleste vi møder taler dårligt engelsk, så er de åbne og imødekommende. Det er en helt anden måde at være i byen på, fordi vi ikke bare observerer den på afstand, men også interagerer med den. Det giver én et andet perspektiv på byen og ikke mindst dens indbyggere.

Da vi stort set alle sammen bliver færdige med AT aftenen før vi skal aflevere, fejrer vi det med en tur over på den anden side af broen – til den nye bydel. På trods af en til tider halv-frustrerende AT-opgave, så er vi jo latterligt heldige. Hvilket også er nemt at glemme.

Lækkert! AT er fremlagt og resten af dagen bruges på at suge de sidste indtryk til sig, få købt de sidste gaver og bare nyde at være her. Vi er helt og aldeles smadret, men på den bedste måde. Mættet med indtryk og lækker billig mad. Trætte oven på nye oplevelser og lange festlige nætter. Selvom vi savner postevand og rugbrød, vores eget bad og tyndere befolket gader, så er det alligevel med blandede følelser, at vi tager afsked med Istanbul. Udsigten til 7 timer i København, dyrere taxier og mad og 10 grader koldere vejr er nemlig heller ikke alt for fristende. Så måske er der egentlig kun en ting tilbage at sige, der samtidig opsummerer hele vores tur: Vi skal ikke hjem, vi skal videre.


2f og Rom

Eva fra 2f skriver:

Første dag

Det er søndag den 22. Marts og klokken er 06:15. Odense Banegård huser de, der har været oppe hele natten og de hvis øjne lige er slået op. En dejlig morgenro fylder stedet, dog bliver roen kort efter vores ankomst erstattet af tre syngende, snøvlende og rustne mandestemmer. Vi skal mødes foran Baresso klokken halv syv. Vi slår os ned på café ”The Food Stall”, så enkelte sultne maver kan mættes inden den lange rejse. De tre larmende fyre hænger over bordet inde på caféen. De kigger på os, og den ene spørger:

”Hvor skal I hen?”

”Vi skal til Rom.”

”Det tog tager jeg sgu også!”

Vi får købt lidt morgenmad og juice. Der bliver taget billeder, og morgenroen har igen fundet sin plads på Banegården. Vi døser lidt hen og øjenlågene falder tungt. De tvinges dog op, da de selvsamme fyre igen stiller os et spørgsmål:

”Skal I til Jylland?”

”Nej, vi skal til Rom.”

”Nårh.. Stadigvæk!?”

Vi bevæger os mod Baresso. Kufferter i forskellige farver og former med tilhørende morgentrætte ejere har slået lejr. Togturen starter klokken 06:46 Klokken 11:25 venter vi på flyet i Kastrup. Dittes spejlreflekskamera bliver flittigt brugt, der bliver spist og digtet for sjov.

Ventedigt af J.B.P:

”Ventetiden er lang

Ventetiden føles som tomhed

Tid er et begreb

Man ikke kan definere

Det er så nyttesløst at forsøge

Lige så nyttesløst som at lære Jeppe om god smag

Jeg kører god stil i en jumbojet

Jeppe kører dårlig stil i sin hjemmelavede papirsflyver

Takker af for nu

Og ligger pennen

Som luftens konge”

Luftens konge og vi andre ankommer til Rom klokken 14:55. Vi skal nu med bus fra Roms lufthavn mod Termini station, hvor vi skal bo. Bussen kører klokken 16:40, så der er lige tid til at kroppen kan få lidt energi til den sidste del af rejsen. Selvfølgelig må vi have en ægte, italiensk pizza. Dér ligger de helt skinnende, badet i ost og tænderne løber i vand. Dog må Katrine, efter måltidet, konstatere: ”Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men jeg er allerede blevet træt af ost.”

Klokken er 17:31. Bussen til Termini holder for rødt. Pludselig tropper en klovn op midt på vejen, jonglerer og går rundt imellem de holdende biler. Lyset skifter til grønt og klovnen farer forgæves væk uden så meget som en krone mere på lommen. Trafikken er kaotisk, og bussen fortsætter i høj fart og skarpe sving.

Omkring klokken 18:00 er vi indkvarteret på Hotel Dei Mille. Hotelværelserne bliver nøje undersøgt ligesom vores kvarter lidt senere bliver finkæmmet for god, men billig, aftensmad. Vigtigere er det dog for andre at finde den bedste italiensk is, mens der for andres vedkommende bliver søgt efter en god og billig rødvin til at slutte dagen af med.

 

Anden dag

Da vi mandag d. 23/3 klokken 07:30 får kæmpet os ned ad de 96 trapper (talt af Stine, Marlene, Cecilie og Amalie efter hjemvenden fra en lang aften ) kan vores sultne maver se frem til små hvedeboller, yoghurt, standard morgenmadsprodukter og croissanter og sjove, små wienerbrød i alle afskygninger. Til at skylle det hele ned med er der kaffe, the og en yderst speciel sød og meget fortyndet juice.

Så er vi klar til klokken 8:00 at drage mod Peterskirken. Vi tager metroen, men vi har ramt myldretiden. Metroen vrimler med travle mennesker, der løber ind og ud mellem hinanden og presser deres kroppe ind i en ellers stopfyldt metro. Klassen må tage metroen ad to omgange. Vi går i samlet flok mod Peterskirken. Utallige gange bliver vi stoppet af selfiestangsgadesælgere , som mumler ”selfie” på gebrokkent engelsk og stikker produktet helt op i snuden på os. Ikke desto mindre vrimler det med ivrige brugere af ”selfie-stangen”. Hovedsageligt japanere. Emil forholder sig dog noget kritisk til fænomenet og kigger med afsky på brugerne af denne.

Vejret er skønt og køen til Peterskirken er ganske lang, så der bliver købt vand, og den lange ventetid bliver udfyldt med Emils historiefortællinger om kirken, Vatikanet og paven.Vi træder langt om længe ind i den enorme, storslåede kirke. Der er messe og anstrenger vi os, kan vi få et glimt af paven. Folk knipser på livet løs, hvisker og peger.

Vi samles dernæst til frokost, solens varme stråler overbeviser Janus og Tore om at skifte til shorts. Vi bevæger os mod Pantheon. Boderne med diverse magneter, nøgleringe og andet krimskramssouvenirs følger os stort set hele vejen. Vi går i samlet flok med Emil i front. Vi går igennem de smalle, brolagte gader indrammet af høje huse med vinduesskodder og vilde blomster og planter blomstrer livligt på de små altaner.

En lille forretning tiltrækker Emils opmærksomhed, og vi må alle stoppe op og vente. Han kommer ud med en romersk hjelm under armen.

”Emil, hvordan pokker vil du få den med hjem?”

”Hvorfor tror du at jeg har så stor en kuffert med? Jeg har da ikke så meget tøj med!”

Vi fortsætter. Gaden sprudler af hygge, intimitet og liv, men i skarp kontrast til dette ligger tiggerne med deres misformede legemsdele i en lang række ned ad gaden. En lille isbod fanger dog hurtigt vores opmærksomhed, og vi gør os et stop ved den, inden vi bevæger os ind i Pantheon. På trods af ispausen, henfalder vores trætte kroppe alligevel til bænkene. Her kan vi kigge op og blive blændet af solens stråler gennem hullet i kirkens loft.

Vi trasker tilbage mod Termini Station og vores hotel. Klokken 18:00 mødes vi og samler op på dagens begivenheder, og hvad det kan bruges i AT-forløbet. De rumlende maver bevæger sig mod nærmeste restaurant, imens de resterende vender tilbage til værelserne. Vi finder det første og bedste sted til tilfredsstillelse af vores sultne maver. Tjeneren er sød og er hurtig til at rykke rundt på hele møblementet, for at vi alle kan sidde sammen.

Lidt senere kommer resten. Wi-fi-koden bliver givet, så der kan opdateres på hjemmefronten. Josefine tager billeder og siger: ”Skal lige have et til snappen. Den har jo ikke været i gang hele dagen.” Der bliver drukket vin, sodavand, spist og hyggesnakket. Janus får også tid til at digte lidt:

”Over stok og sten

Ondt i arme og ben

Gået Rom tynd

Tore skal videre i by’n”

Vi bevæger os tilbage til hotellet. Der drikkes drinks ved Rik’s Café lige ved siden af hotellet. Nogle skriver allerede postkort og der spilles 500.

 

Tredje dag

Tirsdag d. 24/3. Klokken er 07:30 og de 96 trapper vækker ikke just gensynsglæde. Vi skal hurtigt få bevæget os mod Colosseum, så vi forhåbentlig kan komme ind som gruppe. Solen bager, himlen er klar blå, og overtrøjerne bliver lynhurtigt taget af. Pladsen foran Colosseum er sort af mennesker, og vi må stille os i køen for enkeltpersoner. Da vi kommer ind, begynder Emil fortællingen om Colosseum, stiller og svarer på spørgsmål, alt i mens vi kan kigge ud over den flotte bygning. Vejret er vidunderligt, bygningen er beundringsværdig og udsigten fantastisk! Her bruger vi lang tid.

Det bliver til lidt tidlig frokost, inden vi drager videre mod Forum Romanum. Her fortæller Emil med stor entusiasme om awesome templer og kejsere og ordet ”kysk” forklares med ”no hanky-panky”. Her er helt roligt mellem ruinerne. Her kan vi gå i fred fra de ivrige gadesælgere. De trætte kroppe kæmper sig op af skråningen og de mange trapper. Endelig når vi til tops. Her nyder vi solskinnet og den fantastiske udsigt. Lærerne erklærer fri leg!

Pigerne har hang til shopping og dessert og drengene spadserer hjem igen. På trods af at den ene tøjbutik overtager den anden, så var tilfredsheden med tøjudvalget ikke stor. Som vi går ned ad Roms smalle gader, udtrykker Amalie opgivende at tøjudvalget i Rom enten for dyrt eller decideret hæsligt.

Vi mødes alle foran hotellet klokken 18:00, for at aftale nærmere tidspunkt for fælles aftensmad. En lille flok går ned for at finde et sted med et godt tilbud til os alle. Ved en ad sidegaderne støder vi på en italiener i døråbningen ved hans restaurant. Han har en god, stor øl mave og et par store briller med meget høj styrke. Han giver os et tilbud på 11 euro for drikkelse samt en pasta- eller pizzaret. Det tager vi imod.

Klokken 19:00 vender vi tilbage og får pladser ved en række borde udenfor. Da vi er færdige med at spise udleverer Emil og Mille vores emner til AT-forløbet og de næste to dage skal der arbejdes med dette. Som en slags belønning for at finde det fine spisested, får vi lov til at møde klokken 09:00 næste morgen (!). Om aftenen sidder vi om det lange bord ved Riks café. Her bliver især drinken ”Melon Ball” langet over disken.

 

Fjerde dag

Det er nu onsdag d. 25/3. Klokken er 09:00 og det siler ned. Emil og Mille har samlet os nede i lobbyen til yderligere informationer om AT-forløbet. De uddyber produktkravet om en film med interviews af lokale eller turister. Det vækker ikke just begejstring at skulle vade Rom tynd i det vejr. Det resulterer også i at nogle grupper satser på bedre vejr i morgen og forbliver stort set inden døre hele dagen. Nogle grupper vover sig ud i regn og blæst for at gå i gang med produktet.

I det heftige regnvejr observerer man, hvordan selfiestangssælgerne pludselig har forvandlet sig til paraply- og regnslagssælgere. Imens vi andre gik og mukkede over vejret, dansede gadesælgerne i regnen og solgte den ene paraply efter den anden. Drivvåde vender gruppe efter gruppe hen ad mod aftenen hjem til hotellet, slæber sig op ad trapperne og ind på værelset for rive det plaskvåde tøj af. Senere stilner regnen og blæsevejret lidt af, og aftensmaden byder på junk a la McDonalds.

Ovenpå aftensmaden drikkes der husets vin på en restaurant lige i nærheden af hotellet.

 

Femte dag

Torsdag d. 26/3 og vi mangler stadig at se de spanske trapper. Vejret i går var ikke til det, men i dag ser det bedre ud. Vi bevæger os i samlet flok med Emil i front. Dog må der nogle stop til og ruten genovervejes nogle gange. Lynhurtigt finder vores numser fint til rette på trapperne. Der er ikke mange mennesker her. Vi kigger og lytter på Mille og Emil, som peger og fortæller. Emil annoncerer en ”monument-selfie-konkurrence”. Der skal altså tages et selfie med et monument og en dertilhørende forklaring på hvilket monument, man står sammen med. Den med de fleste selfies og de bedste forklaringer vinder. Emil er dog ikke meget for at selfiestangen, som nogen har fået anskaffet sig, bliver brugt til udførelsen.

Udover at tage selfies skal sidste interviews klares nu hvor vejret er markant bedre end i går. Sidste aften tilbringer vi ved ét langt bord til nydelsen af det sidste italienske aftenmåltid. Derefter rykker vi hen til Rik’s café. Emil stikker hovedet forbi og drikker en drink med os. Ejeren Santy smider om sig med kærlige bemærkninger og en hel masse ”mange tak”. Inden han lukker ned, er han meget forhippet på, at han vil have nogle billeder med os.

 

Sjette dag

Det er fredag d.27/3 og det er sidste dag i Rom. Vi skal desværre bruge hele dagen på hjemrejsen. For sidste gang går vi ned ad de berømte 96 trapper. Bussen fra Termini mod Roms Lufthavn kører klokken 09:10. I samlet flok haster vi mod bussen, for at komme i god tid til at nå den. Busholdepladsen vrimler med mennesker, forvirring og kaos. Vi kommer med bussen og erobrer bagenden af bussen. Trætheden ligger som en tung dyne over os, men en munter stemning spreder sig også. Der småsnakkes, kigges på billeder, sovet og nogle synger med på radioens afspilning af ”Somebody that I used to know”. Emil indsamler resultater fra selfiekonkurrencen, og han hører de respektive deltagere i konkurrencen om deres viden om monumenterne, så der kan findes en vinder. Solen kaster sine stråler på det sidste glimt, vi får af Rom, inden vi når til lufthavnen.

Ved lufthavnen annoncerer Emil og Mille (ved brug af passende underlægningsmusik) vinderen af konkurrencen. Jeppe løber af med sejren og er den heldige vinder af samtlige små figurer af berømte romerske monumenter.

Klokken 13:45 sidder vi i et fly på vej til Danmark og med en lettere forsinkelse ankommer vi til Kastrup klokken cirka halv fem. Ved bagageudleveringen siger vi farvel til de, der ønsker at blive i København eller tage et tidligere tog hjem. Resten kan se frem til at vente fem timer i København på toget til Odense klokken 22:00. Milles forslag om asiatisk aftensmad vækker ikke begejstring, så hende og Sabine tager af sted. Vi aftaler at mødes 21:45. Vi andre finder nærmeste Jensens Bøfhus og sætter alt vores habengut i deres indgang og slår os ned. Efter næsten tre timer kigger tjenerne lidt skævt til os, så vi må bevæge os ud i kulden igen.

Dernæst besætter vi Starbucks’ sofaer, borde og stole med vores kufferter, jakker, tasker og vores dødsens trætte kroppe, som hænger dvasket over møblerne. Mille og Sabine dukker op, og vi kan endelig bevæge os mod toget.

Da toget futter af sted er det som om at trætheden har forladt os, eller også har overtrætheden taget over, der bliver i hvert fald spillet kort og sniksnakket på livet løs.

Da vi kommer til Odense krammer de sidste farvel og takker for en vellykket tur i dejligt selskab. Klokken bliver 00:30 før vi kan spotte Faaborgskiltet, og mærke at vi er hjemme igen.

 

 

 

 

 

 


2ms og Athen

Mads fra 2m skriver:

TIRSDAG D. 24

04:15

Gud nåde og trøste os, hvor er det tidligt om morgenen. Folk er søvndrukne og klatøjede, mange har knapt fået sovet og Isabella sidder og falder i søvn på de morgenkolde brosten. Intet af dette afholder dog Karen fra muntert at forklare, at det arkitektoniske fænomen ”rustica” ikke er betinget af stenens nubrede udvortes.

 

04:39

Toget afgår. Der spilles kort, læses bøger og høres musik. En efter en hengiver folk sig til slumren.

 

07:00

Vi træder ud af toget og ind i transithallen i Københavns lufthavn. I kraft af vores lidet udhvilede kroppe og hjerner opstår der en umiddelbar forvirring; vores flyselskab er ikke at finde på tavlen. Den for rejsen ansvarlige Simon Holmstrøm begiver sig straks heroisk ud på en færd i den befærdede lufthavn for at finde hoved og hale i situationen.

Små femten minutter senere vender Simon tilbage, og vi vejrer fare. Hans ansigt er lagt i dybe, gravalvorlige folder, og hans hænder skævler let. Med brudt stemme fortæller han hastigt, at der er nationalstrejke i Grækenland, og at ingen fly derfor går. En håbløshedens stilhed breder sig. Alle som en stirrer vi vantro på ham. Der går dog ikke mange øjeblikke, før hans ansigt flækker i et bredt grin, og han fortæller os, at vi skal gå til Terminal 2. I timerne derefter hersker en vis enighed om, at Simon fortjener hård korporlig afstraffelse på spartansk manér.

Vi har et par timers ventetid. Disse udnyttes til fulde på Burger King. I disse timer møder vi desuden manden med Albatrosjakken for første gang – en nydeligt udseende, lettere statelig, lyshåret mand, som Martin er vis på har fået ansigtsoperationer, og hvis vej vi kommer til at krydse mangen gang i Athen.

 

09:30

Vi får lov at tjekke ind. Kufferter afleveres, og vi slæber os ovenpå til det obligatoriske security check. Deres harmløse ydre til trods bliver både Mia, Christian og Asger tilbageholdt og undersøgt. Inde i selve lufthavnen kan skuffelsen skæres med en kniv, for det viser sig, at cigaretmærket Lucky Strike kun kan købes toldfrit ved rejser ud af EU. Grækenlands situation taget i betragtning kan der i høj grad tales om dårlig timing for de glade rygere.

 

11:00

Vi boarder, og flyet letter. Jeg selv afgår ved søvnen kort efter.

 

16:00

Vi sidder i bussen på vej mod Athen og frygter for samtlige sjæle på kørebanen. Der hersker en særlig dødsforagt hos de græske bilister, og som dansk turist bliver man både imponeret og skræmt fra vid og sans, når motorcykler zigzagger ind og ud mellem bilerne på en firsporet motorvej.

 

16:30

Vi ankommer til hotellet og tjekker ind. Det vrimler med tyske studerende. Vi sætter vores gear på værelserne og begiver os udenfor i samlet flok for at lede efter en restaurant at spise aftensmad på.

 

18:00

Efter en spadseretur i kvarteret falder vi over en restaurant, der heldigvis kan bespise os alle. Restauranten har dog kun et begrænset antal af hver ret, og forståeligt nok bryder kaos løs. Den stakkels tjener, til trods for sit udmærkede engelsk, skal holde tungen lige i munden for at hitte rede i de mange bestillinger og ombestillinger. Karen bestiller hvidvin til hele banden.

 

18:20

Staabinson smager vin for første gang. Han synes, det er absolut hæsligt. Simon får sin straf for lufthavnen – hans mad kommer til allersidst, da alle nærmer sig enden på måltidet. Der spises, drikkes og hygges. Med mad i maven er vi for alvor landet. Grækenland, giv agt. Hannibal viser sig som aftenens lysende midtpunkt. Yamas!

Vi bemærker desuden det meget henkastede forhold grækerne har til den nyligt implementerede rygelovgivning. Hver en restaurant eller café, vi passerer, har et ”rygning forbudt”-skilt i vinduet eller på bordene, og hver en restaurant eller café er ligeledes fyldt med storrygende grækere.

 

ONSDAG D. 25

07:30

Morgenmad. Består af pølser, bacon, kage og diverse. Herudover nogle yderst bizarre spejlæg, der flyder rundt i et vandbad. Simon forklarer, at det er meget naturligt, at æg afgiver vand – æggesved kalder han det.

 

08:15

Simon taber underkæben, da Karen på tre sprog udspørger en græker, om hvordan vi skal gebærde os i de græske metroer.

 

09:00

En café nær ved Akropolis. Det regner. Der er et stort opbud af uniformerede græske politifolk. Det er imidlertid uvist, hvad de har gang i. Vi holder lav profil og er påpasselige med ikke at ligne tyskere. Senere får vi øje på en lang række tanks og andre militære køretøjer, der holder parkeret ved siden af Hadrians Zeustempel samt tusindvis af græske soldater med skarpladte våben. Det lader til, at der skal være parade i anledning af Grækenlands nationaldag (som er i dag). Vi pakker vores tyske flag endnu længere væk.

 

09:30

Vi træder ind på Det Ny Akropolismuseum. En meget stor og åben udstilling, der har konstrueret en imponerende gengivelse af den oprindelige Parthenonfrise (som englænderne i tidernes morgen frastjal grækerne) og desuden indeholder et utal af vaser og skulpturer. Karen peger og fortæller.

 

11:00

Det regner fortsat, og de illegale indvandrere, der sælger paraplyer, har kronede dage. Vi bevæger os ned til paraden, som kort efter går i gang. Det er virkelig en penisforlængende magtdemonstration – de hundredvis af militærkøretøjer bemandet med tusindvis af græske soldater kører roligt og værdigt i retning af Syntagmapladsen og Athens parlament under heftig applaus fra en tusindtallig horde af grækere.

Regnvejret og de mange grækere gør området omkring parlamentet ufremkommeligt, så Asger og jeg selv søger tilflugt i en af de utallige græsk ortodokse kirker. De er meget smukke, små og intime og pyntet med guld og religiøse ikoner. Samtidig er grækerne begyndt at fylde luftrummet over Athen med militærfly og -helikoptere, og da en af disse larmende passerer hen over kirken, gribes jeg pludselig af en voldsom frygt, der først lægger sig en times tid senere efter en gyros. Asger og jeg ser desuden manden med Albatrosjakken igen. Han spiser også frokost.

 

13:00

Vi mødes igen og går i samlet flok op på Pnyx, den gamle folkeforsamlingshøj. Fantastisk vue op til Akropolis og ud over hele Athen. Simon fortæller os, at man i de demokratiske afstemninger i oldtidens Athen har kunnet skue ud over alt det, man stemte om – byen, borgerne og borgen. Asger og Christian måtte holdes i kort snor, for de var begge ved at tisse på Pnyx.

Efterhånden har vi bemærket, at bestanden af vilde hunde er markant. Fandenivoldsk klapper mange 2.ms’er disse loppebefængte, sygdomsbærende kræ.

 

15:00

Vores sko er godt våde, og vi søger ly på en café. Kennet har købt et kortspil med antikke sex-motiver på, og dette fremviser han. Han og kæresten kan bruge det til et slag inspirationsfisk.

Da vi har drukket vores kaffe begiver vi os videre og kigger i turistforretninger – målet er Syntagmapladsen og parlamentet, hvor Martin og Mathias skal holde oplæg. Hvad ingen endnu har bemærket er, at Emil var gået på toilet på caféen – og stadig sidder der. Simon styrter tilbage, og Emil er heldigvis uskadt – om end noget fortørnet over, at alle var gået fra ham.

 

16:00

Martin og Mathias holder et strålende oplæg om parlamentet.

Vi skal med metroen videre med Athens akademi, men stakkels Mia pådrager sig en skade på vej ned af trappen. Heldigvis er det intet alvorligt, og vi kører videre til akademiet, hvor Mads og undertegnede holder oplæg. Simon tester klassens arkitektoniske viden ved akademiet; der ses en stærk arvtager for Karen i knægten fra Broby. Dog er han stadig så meget drengerøv, at han fnisende tager billeder af en lygtepæl, som er pyntet med hvad der påfaldende ligner nosser.

Vi kører hjem med metroen og afrunder dagens faglige program med Fix, en græsk øl, man let bliver forfalden til.

 

19:00

Fælles mødes vi til mad og finder en lille restaurant i nærområdet. Endnu en gang bevidner vi den lemfældige omgang med rygeloven. I køkkenet ryger kokken, og placeret på en stol midt i lokalet sidder endnu en ansat, der kæderyger og ser nyheder på græsk. Denne aktivitet vedbliver han med, så længe vi sidder der.

Karen har ikke meget appetit og bliver mæt efter få bidder. Venligt spørger hun, om nogen har lyst til at spise resterne. Som et lyn fra en klar himmel står Asger og Emil klar med bedende øjne, og Karen overlader dem tallerkenen; efter fyrre sekunder er alt støvsuget. Processen gentager sig, da også Isabella må give fortabt i sin portion. Og igen, da Mathias ikke kunne mere. At to mennesker kan fylde så meget i deres mavesække er såvel beundringsværdigt som forundringsværdigt Da alle er mætte og sætte, påtager jeg mig det ærefulde hverv at føre klassen hen til den restaurant, vi indtog første aften – vi har besluttet at spise der igen sidste aften – men ved et hændeligt og fuldstændig uforskyldt uheld leder jeg os alle på vildspor. Sådan kan det jo gå.

Dagen rundes af med Blackjack i hotelbaren. Mathias er rigtig god til at tabe.

 

TORSDAG D. 26

09:00

På Akropolisklippen vrimler det med vilde hunde. Og italienske skoleklasser. Og japanske turister. I spandevis. Simon forlader os for at få fat i billetter, og snart efter bevæger han sig ned af klippen. Alle er forvirrede. Det er varmt og fugtigt. Efter en lille halv time vender Simon tilbage og fortæller om sin rejse over et bureaukratisk flammehav, hvor det kun med nød og næppe nåede ham at fremskaffe vores billetter. Vi bevæger os op på klippen. Det begynder at regne.

 

09:45

Vi hører Emil og Christian fortælle om Akropolis’ mest nuttede tempel, Niketemplet. Vi bevæger os videre op på klippen, hvor vi får tredje gensyn med manden med Albatrosjakken – han viser en gruppe aldrende rundt.

Asger, iklædt sit skriggule regnslag, og Benjamin, iklædt sin læderjakke, fortæller om Parthenon, det mest ikoniske tempel på Akropolis. Vi når derefter hen til Erechteion, som Isabella og Kennet meget fint beretter om.

Det er en helt særlig følelse af stå på Akropolis, arnestedet for europæisk kultur som vi kender den. Der er en imponerende udsigt over byen, og gammelt lort så langt øjet rækker. Faktisk var det hele så fantastisk, at Simon ganske enkelt lod sig fascinere ned af klippen og pludselig var helt alene. Først efter gode tyve minutter og adskillige eftersøgningsmissioner dukkede han op igen.

Med alle tropperne samlet begiver vi os videre til Dionysosteatret, hvor Kristoffer og Hannibal først fremlægger deres viden, hvorefter Simon fortæller en masse historier om de antikke skuespil – blandt andet at skuespillere, der skulle forestille mænd, blev udstyret med en frit hængende fallos.

 

11:30

Fri leg. Vi spiser frokost i de charmerende små gader for foden af Akropolis. En kærlig tanke går til de athenske tjenere, der har måttet servicere en bunke snotforvirrede elever, der ikke har haft matematik i et år – Mat C rækker åbenbart kun begrænset, når der skal afregnes efter måltidet.

 

13:30

Klassen er steget på et lille tog, der bumler af sted gennem Athens gader; vi skal besøge den romerske agora. Alle som en ser vi døden i øjnene i det græske trafikkaos. Vores tog kører ind af en vej og blokerer den dermed for en tyk dame på knallert. Selvom ingen af os kan græsk, er hendes tonefald og fagter bestemt til at forstå…

 

14:10

Vi stiger af toget ved den romerske agora, men meddeles, at stedet allerede lukker klokken 15, hvilket giver os en lille time til at se stedet. Sådan er det for resten med alle disse turistattraktioner. Vi finder det flot velbevarede Hefaistostempel, som Antonella og Andreas fortæller om. Emil lærer os alle at lave Bloodz-tegnet.

 

15:00

Vi når ikke Kerameikos, hvad ellers var den oprindelige plan – også dette lukker klokken 15. Derfor bevæger vi os ud i Athen og sætter os i ly for den stadigt faldende regn på en lille café. Martin, Asger og Isabella får et udyr af en chokoladebombe, mens vi andre får forskellige former for kaffe. Vi får en kande vand og spørger, som man bør, om vi bliver syge af at drikke det. Tjeneren responderer ved at tage en slurk, gribe sig til halsen og hoste ustyrligt.

 

17:00

Regnen står ned i stænger. Vi søger ly i forskellige forretninger. Emil køber et par sko. En af disse mange forretninger bestyres af en attraktiv græsk mand i tyverne (hvis medarbejder i øvrigt kunne gætte hvilke instrumenter Emil, Christian, Martin, Asger og undertegnede spiller – i første gæt). Han spørger, hvor vi er fra, hvad vi skal og så videre, og da vi spørger, om han kender et godt sted at gå hen finder han straks et kort over Athen, på hvilket han indtegner et utal af steder, vi bare besøge. Han anbefaler restauranten ”Kriti” på det kraftigste. Vi takker pænt og begiver os ud i regnen i retning af Exarchia, et af de anviste kvarterer, der efter sigende skulle være fyldt med unge. Til fods finder vi vej til Omoniapladsen og videre derfra til Larigospladsen, hvor restauranten skulle ligge.

På vejen antastes vi pludselig af en ældre herre i et nydeligt jakkesæt. Han smiler bredt og giver os alle hånden og begynder at nævne navnene på en masse græske øer, og vi nikker og smiler og får til sidst afbrudt ham for at spørge, hvor ”Kriti” ligger. En determinationens flamme blusser pludselig frem i den gamles øjne, og hans styrter ud i regnen (Martin, den søde dreng, gør sit for at dække ham med paraplyen). Undervejs siger han gentagne gange ”Kriti, best place in town, very nice” og lignende gloser på et yderst gebrokkent engelsk. Den gamle fører os helt ind i restauranten, vi bydes velkommen og anvises et bord. Asger, Isabella og jeg selv går dog først på opdagelse i Exarchia, mens resten sætter sig og venter på restauranten.

 

19:00

Vi vender tilbage fra vores tur og bestiller mad. De herrer Asger, Martin og Emil har udviklet en forkærlighed for feta indbagt i butterdej med honning på toppen; lettere vammelt, synes jeg selv, men bevares. Vi bestiller, og ih og næ, hvor er det lækkert: veltilberedt lam, svin, okse, kartofler, brød, alt hvad hjertet begærer, selvom Emil er skuffet over størrelsen på sin portion blæksprutte. Gudskelov for ham er de andre portioner store.

 

20:30

Vi har fundet en bar, der sælger daiquiris til 2€. Lykken er gjort. Hvad de, der blev længe ude erfarede, var, at hotellet har ansat en, hvis job er at tysse på højlydte gymnasieelever – ”hoteltysseren” er han blevet navngivet.

 

FREDAG D. 27

08:30

Vi står foran Nationalmuseet og venter på, at det åbner. Simon og Staabinson har lige holdt oplæg. Der er en horde af italienere og franskmænd.

 

09:00

Vi har fået lov til at komme ind. Museet har en kolossal samling af gammelt lort, alskens vaser, statuer, smykker, krukker. Vi muntrer os med at datere vaser og statuer samt identificere guder ud fra attributter.

 

11:00

Fri leg. Vi skal have kaffe, så vi går tilbage til Exarchia, hvor vi i går så, at kaffe kostede 1€. Ups – det var kun ved take-away. Priserne for at sidde på stedet var nogle af de dyreste, vi hidtil har betalt.

 

12:20

Gruppen splittes op – nogle bliver i Exarchia, resten drager mod Kerameikos, hvor vi har aftalt med Simon og Karen at mødes klokken et, hvis man vil ind.

 

13:05

Vi tager en metro, stiger af og finder Kerameikos efter lidt søgen. Intet spor af Simon og Karen. Vi sætter os i solen og venter.

 

13:15

Stadig ikke skyggen af de to. Både Christian og jeg har måttet se os nødsaget til at træde af på naturens vegne i det offentlige.

 

13:30

Vores rationer er ved at slippe op. Vi er sultne og tørstige.

 

13:40

Martin er begyndt at hallucinere, og Christian er besvimet.

 

13:45

Simon og Karen er stadigvæk ikke dukket op. Vi beslutter os at forlade Kerameikos og finde frokost.

 

13:56

Vi har bestilt fritter og gyros. Der er en lækker pige ved bordet ved siden af.

 

14:03

Simon og Karen har endelig fundet stedet, informerer de om pr. sms. Vi spiser videre.

 

14:45

Christian er ved at forhandle sko. Vi har købt en krukke til Mathias og snart skal vi finde en uzo til ham.

 

19:00

Vi spiser fælles aftensmad. Tjeneren er forberedt, og bestillingen forløber langt mere glidende end første aften. I båsen ved siden af vores bord sidder der en lækker græsk pige.

 

21:00

Dagen sluttes af med vin, øl og diverse drinks i baren. Der er nu engang intet som godt selskab. Der konverseres, hygges og tages selfies. Turen har været strålende. Der er morgenmad klokken 04:30. Åh…

 

03:48

Der er et diskotek på den anden side af vejen, og det spiller tung bas.

 

 

 


Spanskholdene og Malaga

Ida J fra 3d skriver:

¡Hola!

6 dage i solrige Malaga er fløjet af sted. Da vi ankom tirsdag aften, blev vi modtaget med kindkys og venlige smil af vores spanske familier.

Onsdag blev brugt som rigtige turister. Vi blev vist rundt i Malaga by og så blandt andet tyrefægterarenaen, det lokale marked og Alcazaba – en gammel, men meget smuk, maurisk fæstning.

Torsdag fik vi undervisning af spanske lærer med efterfølgende undervisning i flamingo.

Fredag stod ligeledes på undervisning. Efter 2 timer med spansk, udendørs på den solvendte terrasse, gik vi alle på markedet, hvor vi fik til opgave at snakke med sælgerne – på spansk naturligvis. Det var en udfordring, men alle dem vi mødte var meget søde og venlige til at hjælpe, snakke langsomt og rose os.

Lørdagen stod på hygge, shopping, strandtur og fødselsdagsmiddag for Ida på Malagas bedste tapas-restaurant – der blandt andet er besøgt at Antonio Banderas og Michael Laudrup.

Søndag begyndt La Semana Santa – påskeugen i Spanien. I Malaga er det en uge fyldt med optog og musik. Optogene blev holdt af forskellige broderskaber i Ku Klux Klan-lignende kostumer – noget vi som danskere havde lidt svært ved at vende os til. Så man bort fra de specielle kostumer, var optogene utrolige smukke og meget rørende, med kæmpe opsatser af Jesus, båret af 80-100 mænd og efterfulgt af børn, kvinder og musik.

Mandag var sidste dag. Den blev brugt på at få indkøbt de sidste gaver og forberede os på, at vi skulle forlade sandstrande, palmer og 25-30 graders varme og vende tilbage til kolde Danmark.

Vi har alle haft en fantastisk tur, hvor vi er blevet udfordret i det spanske sprog og har oplevet den spanske kultur på helt tæt hold.