Vi passer på hinanden

“Der er utrolig meget fokus på trivsel. Og det er en fælles indsats mellem lærere og elever.”

På Faaborg Gymnasium passer vi på hinanden

Lyset stråler ind af de store glaspartier. En håndfuld elever ligger med lydløse laptops på skødet, griner ubekymret sammen og pauser af og til blikket ud mod søen, lyset og det 800 år gamle byrum bag morgendisen. Hemsen på Faaborg Gymnasium er et populært sted.

Det startede med nogle midlertidige barakbygninger og en helt særlig gejst. To år senere i 1981 stod Faaborg Gymnasium klar til at åbne dørene for den syd- og midtfynske ungdom. Klar til at byde dem ind til tre års uddannelse. Tre år med et helt særligt fællesskab.

Og fire årtier senere går Katrine, Alberte, Marcus og Marinella fra 3.g. rundt på de samme rød-brune klinker, som blev lagt, dengang alt var nyt, og taler om stort og småt på Hemsen, diskuterer verdenssituationen i Drivhuset og spiser sammen i kantinen. Meget er anderledes, end dengang 30 elever cyklede mod Sundagervej 42 i 1981.

Men meget er også det samme, for fællesskabet, sammenholdet og de små rammer med plads til drømme og store armbevægelser er der stadig. Her løfter fællesskabet alle op.

Midtimellem bakker og fjord ligger Faaborg Gymnasium.
Midtimellem historiske tage og sydfynske gloser ligger et særligt fællesskab.
Midtimellem introdag og studentertid mødes 70 elever over en Cocio i kantinen,
et bøjet verbum i A-fløjen og en god snak i Drivhuset.

Et lille gymnasium med et stort fællesskab. Velkommen til Faaborg Gymnasium!

Det handler om trivsel

Marcus, 17 år
3.em
Samfundsfag A
Engelsk A

“Der er utrolig meget fokus på trivsel. Og det er en fælles indsats mellem lærere og elever. Der er mange krav til det at være ung i dag, og vi vil gerne præstere på alle mulige områder, men her handler det virkelig om trivsel. At vi har det godt og har gode venner. Det fokus, tror jeg, er givet godt ud,” siger Marcus fra 2.em, der har en lille drøm om at rejse rundt i Sydamerika efter gymnasiet og derefter læse statskundskab.

Jeg føler ikke, vi har de der negative roller i en klasse – at der er hierarki. Der er derimod plads til alle, og man bliver lyttet til. Det handler helt sikkert om, at Faaborg Gymnasium er et lille sted, hvor man til gengæld stoler på hinanden og får et særligt fællesskab. Det gør også, at vi er venner på tværs af klasser og årgange.”

Vi er alle lige

Alberte, 18 år
3.c
Biologi A
Idræt B
Kemi B

“Jeg trængte til at komme hjem til trygge rammer,” fortæller Alberte fra 2.c, der efter et udvekslingsophold i USA havde brug for at lande et lille sted sammen med gode venner. Et sted, hvor der ikke var langt fra tanke til handling, og et sted, hvor de tog hånd om hinanden.

Jeg vil gerne have fingeren på pulsen og er aktiv i forskellige råd. Jeg har brug for at være et sted, hvor man kan gå op til lederen og sige: Jeg vil gerne starte det her baskethold eller lave det her fællesarrangement – og så bare kunne gøre det. Det kan vi her, fordi vi er et lille community, hvor alle er lige.”

Plads til at være sig selv

Marinella, 17 år
3.d
Samfunds A
Matematik A

“Der er plads til at være den, du er,” siger Marinella fra 2.d, der blandt andet er med i elevrådet på gymnasiet.

“Jeg tror, gymnasiet har en stor indvirkning på den, du er, og hvilken vej du går. Det er vigtigt for mig at sige, hvad jeg mener, men det tror jeg ikke, jeg havde følt mig tryg ved på et stort gymnasium.

Vi har været igennem meget de seneste år på gymnasiet – Corona og dødsfald på skolen. Men lige præcis de to ting har vist os, hvor stærkt et sammenhold vi har her på stedet,” fortæller Marinella, der sammen med andre berørte elever blev inviteret hjem til pandekager og snak hos en af lærerne efter en trist oplevelse.

“Når der sker noget svært, står vi sammen. Vores lærere er mennesker, der forstår at se, hvad der er behov for og har et personligt engagement i os i. Det tror jeg er meget unikt for et gymnasium. Og helt særligt ved Faaborg Gym.”

Vi skal huske at passe på hinanden

Katrine, 18 år
3.m
Musik A
Engelsk A

Katrine går i 2.m. Egentlig var hun ret usikker på, om hun skulle i gymnasiet. I folkeskolen mistede hun lysten til undervisning og tog på efterskole. “Her var det ikke det faglige, det handlede om, men om venner og fællesskab. Det gav mig motivation til at turde vælge et lille gymnasium med et stort fællesskab. Jeg elsker at være her,” fortæller Katrine, der har fået hjælp til at håndtere det faglige på gymnasiet.

“Jeg har gode snakke med lærerne og får hjælp til at planlægge afleveringer og strukturere min tid. Vi aftaler to uger frem i tiden, det giver mig overskud. Jeg føler mig meget privilegeret over at blive taget så godt af. Det gør, at jeg føler mig set. Lærerne udtrykker også, at vi skal huske at passe på hinanden,” forklarer Katrine, trækker vejret en ekstra gang, kigger tænksomt ud i luften og svarer:

“At du har det godt, er det der tæller. Det har været meget afgørende for mig, at vi har det her særlige fællesskab på gymnasiet. Det er det, der giver mig lysten og overskuddet til at møde op og deltage i skolen. Her støtter vi hinanden, holder hinanden oppe og er der for hinanden.”

(+45) 62 61 89 10
post@faaborg-gym.dk
Ny elev?